Historien bag Kinaesthetics
Følgende giver et lille historisk overblik over den indholds- og forretningsmæssige udvikling af Kinaesthetics.Begyndelsen (-1980)
I løbet af 1970erne blev begrebet Kinaesthetics grundlagt af amerikanerne Frank Hatch (*1940) og Lenny Maietta (*1950). Begrebet skulle navngive kundskaben om en bevidst og differentieret bevægelse eller bevægelsessans, med hentydning til æstetikken, ”videnskaben om det skønne”. (A. G. Baumgarten, ca. 1750).
F. Hatch gennemførte en danseuddanelse. Han studerede hos adfærdskybernetikeren K. U. Smith (1907 – 1994, University of Wisconsin, Madison). Hatch og hans samlever L. Maietta, der praktiserede klinisk psykologi (Fielding Institute Santa Barbara, California), delte interessen for betydningen og beskrivelsen af den menneskelige bevægelse.
På grundlag af disse forudsætninger skabte Hatch og Maietta i fællesskab med John Graham (*1933) i starten af 70erne et koncept, der under navnet ”Gentle Dance”, beskæftigede sig med en smidig og sund bevægelse i hverdagen.
I slutningen af 70erne udviklede F. Hatch og L. Maietta det kinaesthetiske grundlag. I centrum stod idéen om en systematisk beskrivelse af de kvalitetsforskelle, som et hvert menneske oplever i dagligdagens aktiviteter. Et andet centralt spørgsmål i deres forskning handlede om betydningen af bevægelsesudviklingen for hele udviklingen og helbredet af et menneske. Her var det især spørgsmålet om, hvordan mennesker kan lære bevægelsesmønstre og hvilken betydning bevægelsesinteraktionen med andre mennesker i denne sammenhæng har.
Udviklingen af konceptsystemet og de første programmer (1980 – 1992)
Siden 1980erne har F. Hatch, L. Maietta og John Graham tilbudt kurser og seminarer om bevægelse i Tyskland og i Schweiz. Da den subjektive erfaring udgør et væsentligt udgangspunkt i deres forskning, blev deres kursusdeltagere fra starten inddraget i udviklingen af koncepteterne. I starten var det især plejepersonalet, der viste stor interesse for deres synsvinkler. Gennem dette samarbejde blev beskrivelserne af mulige bevægelsesforskelle samlet til et system af seks koncepter. Samtidig udvikledes programmet ”Kinaesthetics i plejen”. Disse erkendelser blev senere hen også udgivet som bog (F. Hatch, L. Maietta, S. Schmidt, Kinästhetik – Interaktion durch Berührung un Bewegung ind der Krankenpflege, 1992).
Kurset ”Infant Handling” blev højtprioriteret i L. Maiettas og F. Hatchs forskning. I samarbejde med plejepersonale der arbejdede med spædbørn udvikledes et Kinaesthetics kursus, der med udgangspunkt i bevægelsen og udviklingen, tog hensyn til de specifikke forhold i spædbørnsplejen.
En tredje gren af Kinaesthetics udgjorde allerede i 1980erne kurset ”kreativ læring”, som beskæftigede sig med betydningen af bevægelsen i egen personlighedsudvikling og helbred.
I denne fase var det forskellige personer der i høj grad understøttede den indholdsmæssige og organisatoriske udvikling af Kinaesthetics og som ofte blev inddraget i uddanelsesaktiviteterne. Andre vigtige personligheder i startfasen udover grundlæggerne var: Suzanne Schmidt, Christel Bienstein, Heidi Bauder, Rosemarie Suter m.fl. Alle involverede personer var organiseret i ”Verein für Kinästhetik”. Denne forening tog sig af organisationen af Kinaesthetics udannelse og udgav tidsskriftet ”Kinästhetik Bulletin” der udkom regelmæssigt i flere år.
Opbygningen af en læringsorganisation (1992 – 2001)
I slutningen af 80erne voksede efterspørgslen af Kinaesthetics kurser. Derfor blev de første Kinaesthetics trænere i starten af 90erne officielt uddannet og berettiget til at tilbyde kurser i kooperation med den daværende IfK AG (Institut for Kinästhetik, Arau). Derved blev Kinaesthetics opbygget til et læringssystem der for det første tilbød en etappevis træneruddannelse i forskellige kurser og herved dækkede efterspørgslen af basiskurser på forskellige niveauer. For det andet sikrede den tætte koorperation mellem trænerne, grundlæggerne og IfK AG, den indholdsmæssige videre- og kvalitetsuvikling af Kinaesthetics. Betydningen og værdsættelsen af denne fælles videreudvikling afspejledes i, at Kinaesthetics-trænere i alle de år – med kun få undtagelser – uafbrudt arbejdede sammen med IfK AG.
I 1998 offentliggjorde F. Hatch og L. Maietta deres aktuelle kendskaber i bogen ”Kinästhetik – Gesundheitsentwicklung und Menschliche Funktionen“ (Sundhedsudvikling og menneskelige funktioner). I denne udviklingsfase af Kinaesthetics afholdtes også de første større uddannelsesprojekter på klinikker, plejehjem og handicapinstitutioner. Disse projekter viste, at Kinaesthetics ikke kun var værdifuld for udviklingen af den enkeltes bevægelseskompetence, men også havde en positiv virkning på alle organisationens niveauer.
Den systematiske curriculumsudvikling (2001 – 2005)
Det administrative arbejde og kravene til den indholdsmæssige videreudvikling voksede kontinuerligt i løbet 90erne. Dette forudsatte en ny organisation og ledelsesstruktur i Kinaesthetics. Med grundlæggelsen af European Institute for Human Development (EIHD) blev ledelsen for første gang overdraget til forskellige personer. Takket været disse tilpasninger, iværksattes både inholdsmæssige og organisatoriske innovationer og optimeringer.
Den nye organisationsform muliggjorde, at områder som curriculumsudvikling i de forskellige programmer, udviklingen af kursus- og uddannelsesmateriale, metode og didaktik alle blev prioriteret højt indenfor Kinaesthetics-forskningsprocessen.
Omkring 12 Kinaesthetics instruktører blev uddannet i denne tid. Dette sikrede, at den stigende efterspørgsel efter træner uddannelser kunne tilfredsstilles.
I år 2004 udgav L. Maietta og F. Hatch bogen ”Kinaesthetics Infant Handling”. På dette tidspunkt var der næsten 800 Kinaesthetics trænere i Europa som kom i bevægelse med ca. 30.000 kursusdeltagere.
Det europæiske Kinaesthetics netværk (fra 2006)
I år 2005 viste det sig, at en central ledelse af organisationen ikke længere kunne leve op til trænernes og markedets forventninger. Spørgsmålet om hvordan virksomheden skulle forholde sig til omstændighederne, skabte en uovervindelig kløft i ledelsen. For at forhindre et sammenbrud af hele systemet, valgte næsten 95 % af trænerne, selv at overtage ansvaret for Kinaesthetics.
De gik sammen med de decentralt styrede landsorganisationer og den jævnværdige rammeorganisation European Kinaesthetics Associatin (EKA) og dannede èt netværk. Gennem denne handling, som desværre ikke blev understøttet af grundlæggerne, lykkedes det ikke kun at redde virksomheden og de gode strukturer, men også at udvide tilbuddene og etablere nye markeder. Ved oprettelsen af den nye netværksstruktur blev der især lagt vægt på, at den fælles indholdsmæssige og kvalitative viderudvikling af Kinaesthetiocs blev viderført efter det ”gamle” kinaesthetiske grundprincip om en fælles forskning.
Under de nye vilkår udkom i 2006 bogen ”Praxisbuch Kinaesthetics” af M. Asmussen. Fagtidsskriftet for Kinaesthetics ”lebensqualität” (livskvalitet) er siden januar 2007 udkommet fire gange årligt.
Den aktuelle Kinaesthetics organisation beskrives under ”Det europæiske Kinaesthetics-netværk”.